Viser opslag med etiketten Caféer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Caféer. Vis alle opslag

torsdag den 9. april 2009

Cafe Intime - Dansk Råhygge På Bedste Manér!


Onsdag aften drog Sol og jeg ud på en aftenstur for at få os en hjemmelavet iscream på is-a-bella. Da de desværre havde lukket bestemte vi os for at drikke øl i stedet.

Som det jo nok fremgår af denne blog holder jeg meget af gamle atmosfærefyldte cafeer og dette har jeg indtil nu desværre ikke følt at København rigtigt har kunnet byde på. Tag nu for eksempel Café Sommersko, der ligger i midtbyen, som stolt bryster sig ved at være Københavns ældste cafe, og det fra år 1976!! Sammenlignet med mange af cafeerne i lande som Østrig, Ungarn, Tjekkiet og Frankrig som ofte er langt over 100 år gamle er 33 år ikke nogen alder. Selvfølgelig er alder ikke ensbetydende med kvalitet og god stemning, men hyggelige caféer uden alt for meget moderne pjat og designer interiør hænger altså ikke på træerne herhjemme.

Denne ærgelse fremlagde jeg på min Ungarnstur for Daniel som foreslog mig et besøg på Cafe Intime, hvilken han havde hørt om, men dog aldrig selv besøgt. Han mente cafén muligvis besad et stort potentiale, idet den længe havde ligget mere eller mindre ubemærket hen i en skjult afkrog af Frederiksberg. Dette havde han så sandelig ret i!

Som man altså kan regne ud valgte Solveig og jeg at drikke vores øl på Café Intime og dette er det klogeste café valg jeg nogensinde har gjort mig herhjemme i DK. Caféen lå ganske godt gemt af vejen på Allégade 25 som en lille skat der bare lå og ventede på at blive fundet.

At træde ind på Café Intime er som at træde ind i en dagligstue fra 1920'erne. Der emmer af gammeldags dansk hygge med lysekroner, platter på væggene, gammle billeder, brune møbler og store persertæpper på gulvet. I det ene hjørne står der et stort flygel som vist nok hver aften er bemandet af forskellige kunstnere, ofte med hang til Jazz.

Jeg kan kun på det kraftigste anbefale Café Intime som allerede efter vores første møde har naglet sig fast på toppen af min personlige favoritliste over danske caféer.

lørdag den 28. marts 2009

Cafe Sperl - Måske verdens bedste?

Jeg ved godt at jeg utallige gange har udtalt mig i store vendinger om min elskede Wienske cafe Sperl, hvor jeg skrev hele mit bachelorprojekt. Dette vil jeg denne gang undlade at gøre, men i stedet overlade ordet til Politiken som netop har publiceret en liste over verdens bedste cafeer. På denne liste optræder Cafe Sperl i Wien som nummer ET på listen! :)

Verdens bedste cafeer

God læselyst!

torsdag den 18. december 2008

Caféer i Wien

Wien kan velsagtens kaldes verdens fineste caféby. Som turist må et besøg på en klassisk wiensk café betragtes som obligatorisk. Her oplever man en ganske særlig atmosfære mens man drikker sin wiener melange med den dertilhørende apfelstrudel, topfenkuchen eller sachertorte. Wien har en lang og stolt cafétradition som formegentligt startede efter sejren over tyrkerne der belejrede byen i 1529 og 1683. Da tyrkerne trak sig tilbage efterlod de sig store mængder af kaffe som skabte grundlaget for mange nye caféer. Dette faldt tilsyneladende i wienernes smag som siden flittigt har besøgt de mange velduftende samlingspunkter. Østrigerne opretholder deres cafékultur der således præges af respekt og traditioner.

Efter næsten et halvt års ophold i Wien hvor cafébesøg udgjorde min ynglings beskæftigelse kender jeg nu til mange af byens skjulte skatte. Mange af de gamle klassiske caféer i Wien opleves desværre efterhånden som de rene turistmagneter. Selvom der disse steder sjældent gås på kompromis med kvalitet og traditioner påvirkes den gode atmosfære alligevel negativt af de mange fremmede gæster. Ønsker du derfor at finde en vaskeægte wienercafé med en autentisk atmosfære og et lokalt klientel er du kommet til det rette sted.

1. Café Sperl - Dette var caféen hvor jeg opnåede status som stamkunde. Her blev min kaffe serveret automatisk så snart jeg fik sat mig. Café Sperl var min personlige favorit blandt de mange wienske caféer, og jeg er tilsyneladende ikke den eneste der har forelsket mig i dette sted. Caféen har huset mange østrigske kendisser gennem tiden og stamgæster var der bestemt flere af. På café Sperl optages der tilsyneladende mange film, det erfarede jeg da i hvert fald i løbet af de ca. 5 måneder. Det skulle ikke undre mig om jeg pt. er en af Østrigs mest benyttede statister. Sperl åbnede i 1880 og har nok ikke ændret sig meget siden. Her finder man stadig gamle bordeauxrøde møbler, højt til loftet samt store pompøse lysekroner. Der er altid masser af liv, til tider så meget at det kan være svært at finde plads, men stemningen er god og afslappet. Et af stedets 3 carambole (billard) borde, bruges som opbevaringsplads for de mange aviser der her abonneres på og hvis man ønsker det kan man desuden låne et skakspil. Sperl er for alle, gamle som unge, men byens mange kulturglade indbyggere ynder at debattere verdenssituationen her, intellektuelle samt pensionister synes også at drages til dette sted.

2. Café Rüdigerhof - Også en æld gammel café, med mange traditioner. Dog virker dette sted ikke helt så fint som Sperl, de lavere priser, den afslappede servering samt den lidt mindre formelle tone får Rüdigerhof til at fremstå mere folkelig. Dog er stedet stadig meget autentisk med det høje loft og de klassiske cafébåse. Desuden byder Rüdigerhof på et hjørne indrettet som en hyggelig stue med sofaer og lænestole. Først på dagen kan stedet til tider forekomme noget tomt. Selvom mange nyder deres morgenmad her er det først hen mod middag at caféen fyldes med gæster som her får deres frokost.

3. Café Schottenring - Endnu en fin café med fornem servering og højt til loftet. Denne café er muligvis endnu flottere og velholdt end café Sperl. Man finder her et meget høfligt personale og maden er god. Priserne er høje som på Sperl, hvilket svarer til normale cafépriser i København, til gengæld kan man så ofte nyde live pianospil til sin kaffe.

4. Servus - Denne Café/restaurant er placeret midt på et af Wiens store shoppingstræder kaldet "Mariahilfer strasse", men indvendigt hersker der den dejligste atmosfære. Dette var vores (jeg og min kærestes) yndlings spisested. Servus bør altså opleves om aftenen, hvor man kan nyde god Østrigsk mad inden man slutter af med en god melange.

mandag den 27. oktober 2008

Cafe Lindevangen - Kro som i de gode gamle dage

Cafe Lindevang er et populært sted, det kan der ikke være nogen tvivl om eftersom mit tidligere indlæg om denne fantastiske kro oplever stor interesse her på nettet. Derfor føler jeg mig også lidt forpligtet til at levere noget mere public service her på sitet. Sidste gang undlod/glemte jeg tilsyneladende at oplyse adressen så her kommer den:

Cafe Lindevang
Sløjfen 6
2000 Frederiksberg

Håber det hjælper det sultne folk, og til de af jer der ikke vidste i var sulte kan jeg endnu en gang berette at på cafe lindevangen får man serveret god gammel dansk mad i store portioner som smager som da mor lav'd det. Jeg skammer mig stadig over de mængder jeg måtte levne sidste gang jeg var der, men det kan nu ikke afholde mig fra snart at vende tilbage. Når ganen kræver brun sovs, flæskesvær og frikadeller så er Cafe Lindevangen det rette sted.

torsdag den 9. oktober 2008

Dagliglivet i Wien samt Cafe Sperl

Tilbage i Wien efter en lille uges tid i DK for at fejre mine forældres sølvbryllup (hvilket i øvrigt var en glimrende fest).

Straks efter "hjemkomsten" faldt vi hurtigt tilbage i rutinen. Solveig arbejder som bagerjomfru i en bagerkæde kaldet "Anker" og jeg skriver bachelorprojekt på Cafe Sperl. Efter kl. 14 står Solen op fra hendes middagslur (bagerlivet kræver solopgang fra kl. 4.30) og jeg tager hjem fra Cafeen, hvor jeg ynder at bruge alle Solveigs hårdt optjente penge på kaffe (hendes timeløn lyder på 30 kr. efter skat). Herefter nyder vi livet og de anderledes omgivelser indtil Solen igen igen går ned (tidligt på aftenen).

Jeg ønsker her at knytte et par ord til Cafe Sperl som allerede efter vores første møde blev erklæret min stamcafe. Sperl er en klassisk Wiensk cafe fra 1880! den har huseret mange Østrigske kendisser gennem tiderne og det har altid været af højeste prioritet at stamgæsterne føler sig godt tilpas her. Netop dette princip kan jeg i dag med sikkerhed påstå at nyde godt af. I lang tid er jeg nu blevet mødt med genkendelse når jeg træder ind på cafeen, men i dag oplevede jeg hvad jeg selv vil betegne som det ypperligste en stamgæst kan opleve, nemlig at få serveret uden at have bestilt!!!

I øvrigt: Hvis nogen tilfældigt en dag skulle zappe forbi en østrigsk film og se en person der ligner mig skal i ikke være forbavsede. På Cafe Sperl optager de så ubegribeligt mange film at det ikke skulle undre mig hvis jeg i dag er et af Østrigs mest brugte (og ubetalte) statister!

http://www.cafesperl.at

søndag den 20. januar 2008

Café Lindevang


Da Solveig og jeg for noget tid siden flyttede fra kollegiet, fik vi et tip vi ikke kunne stå for. Det var vores meget flinke vicevært Allan (en ældre herre), der anbefalede os at besøge Lindevangs kroen, som skulle ligge ganske tæt ved vores nye adresse. Dette tip benyttede vi os derfor af i går aftes.

Cafe Lindevang ligger i en mørk krog på et lille ubemærket torv tæt ved Peter Bangsvej. Et sted man nok ikke ville have bemærket, hvis altså ikke man i forvejen kendte til det. Her serverer de noget så sjældent som traditionel dansk mad. Stedet ligner en klassisk kro/bodega, men uden alkoholikerne og røg. Der er virkelig hyggeligt og maden er bare god!

Vi fik:

En aspargessuppe der næsten slog benene væk under os. Dette valg kom vi til at fortryde big time, da vi efter denne velsmagende smørbasse i den grad havde fået stillet vores sult. Her er portionerne nemlig vel rigelige, da de bar fadet med hovedretten ind så vi til vores rædsel at det kun var den første. Der var med andre ord et helt fad til os hver, et med flæskesteg et andet med hakkebøf og bløde løg.

Jeg kan varmt anbefale Café Lindevang. Her får man serveret de bedste gammeldags danske retter i imponerende portioner. Dog bør man nøje overveje forretten, jeg tror i hvert fald jeg springer over. Det var næsten pinligt så meget vi levnede..

Tjek stedet på deres hjemmeside:

http://www.cafelindevang.dk/



Som det ses på sværen var det gris nummer 203 der havde måttet lade livet

lørdag den 12. januar 2008

BRASILIAN BOOTS

SWEET!

Fredag var Solveig og jeg til koncert i Copenhagen JazzHouse for at høre noget brasiliansk lounge-spaghettiwestern-swing-music. Ikke at vi kendte noget til det i forvejen, men det kan nu varmt anbefales. JazzHouse er et fedt sted som jeg med største fornøjelse vil besøge igen.