Wien kan velsagtens kaldes verdens fineste caféby. Som turist må et besøg på en klassisk wiensk café betragtes som obligatorisk. Her oplever man en ganske særlig atmosfære mens man drikker sin wiener melange med den dertilhørende apfelstrudel, topfenkuchen eller sachertorte. Wien har en lang og stolt cafétradition som formegentligt startede efter sejren over tyrkerne der belejrede byen i 1529 og 1683. Da tyrkerne trak sig tilbage efterlod de sig store mængder af kaffe som skabte grundlaget for mange nye caféer. Dette faldt tilsyneladende i wienernes smag som siden flittigt har besøgt de mange velduftende samlingspunkter. Østrigerne opretholder deres cafékultur der således præges af respekt og traditioner.
Efter næsten et halvt års ophold i Wien hvor cafébesøg udgjorde min ynglings beskæftigelse kender jeg nu til mange af byens skjulte skatte. Mange af de gamle klassiske caféer i Wien opleves desværre efterhånden som de rene turistmagneter. Selvom der disse steder sjældent gås på kompromis med kvalitet og traditioner påvirkes den gode atmosfære alligevel negativt af de mange fremmede gæster. Ønsker du derfor at finde en vaskeægte wienercafé med en autentisk atmosfære og et lokalt klientel er du kommet til det rette sted.
1. Café Sperl - Dette var caféen hvor jeg opnåede status som stamkunde. Her blev min kaffe serveret automatisk så snart jeg fik sat mig. Café Sperl var min personlige favorit blandt de mange wienske caféer, og jeg er tilsyneladende ikke den eneste der har forelsket mig i dette sted. Caféen har huset mange østrigske kendisser gennem tiden og stamgæster var der bestemt flere af. På café Sperl optages der tilsyneladende mange film, det erfarede jeg da i hvert fald i løbet af de ca. 5 måneder. Det skulle ikke undre mig om jeg pt. er en af Østrigs mest benyttede statister. Sperl åbnede i 1880 og har nok ikke ændret sig meget siden. Her finder man stadig gamle bordeauxrøde møbler, højt til loftet samt store pompøse lysekroner. Der er altid masser af liv, til tider så meget at det kan være svært at finde plads, men stemningen er god og afslappet. Et af stedets 3 carambole (billard) borde, bruges som opbevaringsplads for de mange aviser der her abonneres på og hvis man ønsker det kan man desuden låne et skakspil. Sperl er for alle, gamle som unge, men byens mange kulturglade indbyggere ynder at debattere verdenssituationen her, intellektuelle samt pensionister synes også at drages til dette sted.
2. Café Rüdigerhof - Også en æld gammel café, med mange traditioner. Dog virker dette sted ikke helt så fint som Sperl, de lavere priser, den afslappede servering samt den lidt mindre formelle tone får Rüdigerhof til at fremstå mere folkelig. Dog er stedet stadig meget autentisk med det høje loft og de klassiske cafébåse. Desuden byder Rüdigerhof på et hjørne indrettet som en hyggelig stue med sofaer og lænestole. Først på dagen kan stedet til tider forekomme noget tomt. Selvom mange nyder deres morgenmad her er det først hen mod middag at caféen fyldes med gæster som her får deres frokost.
3. Café Schottenring - Endnu en fin café med fornem servering og højt til loftet. Denne café er muligvis endnu flottere og velholdt end café Sperl. Man finder her et meget høfligt personale og maden er god. Priserne er høje som på Sperl, hvilket svarer til normale cafépriser i København, til gengæld kan man så ofte nyde live pianospil til sin kaffe.
4. Servus - Denne Café/restaurant er placeret midt på et af Wiens store shoppingstræder kaldet "Mariahilfer strasse", men indvendigt hersker der den dejligste atmosfære. Dette var vores (jeg og min kærestes) yndlings spisested. Servus bør altså opleves om aftenen, hvor man kan nyde god Østrigsk mad inden man slutter af med en god melange.
torsdag den 18. december 2008
Caféer i Wien
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar