torsdag den 9. oktober 2008

Dagliglivet i Wien samt Cafe Sperl

Tilbage i Wien efter en lille uges tid i DK for at fejre mine forældres sølvbryllup (hvilket i øvrigt var en glimrende fest).

Straks efter "hjemkomsten" faldt vi hurtigt tilbage i rutinen. Solveig arbejder som bagerjomfru i en bagerkæde kaldet "Anker" og jeg skriver bachelorprojekt på Cafe Sperl. Efter kl. 14 står Solen op fra hendes middagslur (bagerlivet kræver solopgang fra kl. 4.30) og jeg tager hjem fra Cafeen, hvor jeg ynder at bruge alle Solveigs hårdt optjente penge på kaffe (hendes timeløn lyder på 30 kr. efter skat). Herefter nyder vi livet og de anderledes omgivelser indtil Solen igen igen går ned (tidligt på aftenen).

Jeg ønsker her at knytte et par ord til Cafe Sperl som allerede efter vores første møde blev erklæret min stamcafe. Sperl er en klassisk Wiensk cafe fra 1880! den har huseret mange Østrigske kendisser gennem tiderne og det har altid været af højeste prioritet at stamgæsterne føler sig godt tilpas her. Netop dette princip kan jeg i dag med sikkerhed påstå at nyde godt af. I lang tid er jeg nu blevet mødt med genkendelse når jeg træder ind på cafeen, men i dag oplevede jeg hvad jeg selv vil betegne som det ypperligste en stamgæst kan opleve, nemlig at få serveret uden at have bestilt!!!

I øvrigt: Hvis nogen tilfældigt en dag skulle zappe forbi en østrigsk film og se en person der ligner mig skal i ikke være forbavsede. På Cafe Sperl optager de så ubegribeligt mange film at det ikke skulle undre mig hvis jeg i dag er et af Østrigs mest brugte (og ubetalte) statister!

http://www.cafesperl.at

Ingen kommentarer: