På Vildspor I Ørkenen

Det var en dag som dagene var flest i Canyonlands, meget tørt og meget varmt. Den ensomme vej der snoede sig gennem ørkenlandskabet dampede for blikket ude i horisonten. Her kunne der snilt gå dage imellem en bil passere. Langs de gule vejstriber afsløredes to fremmede, en kvinde og en mand. Begges ansigter gemt væk i skyggen af deres store hatte. Lyden fra deres skridt slog ekko i den stejle klippevæg til venstre for dem og slog hul på den stilhed der ellers normalt dominerede på disse kanter.

De to fremmede var draget hertil for at opleve den ensomme atmosfære og for at se dette unikke landskab. Deres rejse havde været lang, mange åbne vidder, høje bjerge og dybe dale havde de lagt bag sig for at komme hertil og nu hvor de var her virkede det som at de aldrig havde været tættere på sig selv. Intetheden skabte den perfekte ramme til fordybelse.

"Er det her omkring" udbrød manden irriteret efter at have viftet endnu en flue væk. De havde længe vandret i tavshed og spørgmålet trak hende ud af nogle dybe tanker. "Ja det skulle være tæt på" svarede hun, og blev i det samme mere bevidst om sine skridt og sin krop. Et par uger tidligere havde hun vrikket om på den venstre fod, og anklen var stadig en smule hævet. To myggestik på nakken og en på den højre ankel kløede afsindigt og et område på brystet var nogle dage tidligere ikke blevet dækket af solcreme hvorfor det nu var rødt og ømt. For igen at beskæftige tankerne med noget andet begyndte hun at spejde efter noget der kunne ligne et "trailhead".

Klokken var hen ad 9 og de var allerede en smule bagud ifølge planen. De havde snakket om, dvs. hun havde foreslået og han havde accepteret, at de skulle starte deres vandretur tidligt for at undgå eftermiddagsheden. Heldigvis havde hun haft ret med hensyn til deres position, kort efter befandt de sig ved begyndelsen af områdets mange stisystemer. På et skilt var optegnet de forskellige "trails" med navn og længde så nu var det bare med at finde den rigtige. Han mistede hurtigt interessen for skiltet og var snart fuldt beskæftiget med at observere et firben der kravlede rundt i et forlængst udtørret krat. Lidt irriteret over den manglende support bestemte hun sig for en alternativ rute der ville følge to forskellige stier, lidt under halvdelen af hver. Dette var den absolut korteste udgave og den eneste de ville kunne gennemføre på under 2 timer. Hun sørgede for at forelægge ham planen, hvilken som altid blev accepteret uden videre.

Et lille jordegern drønede hen over den sti som skulle føre dem længere ud i intetheden, væk fra den vej der udgjorde områdets eneste tegn på civilisation Selvom sandet på stien ved skiltet var hårdt afslørede det ingen fodspor, det måtte have været lang tid siden der sidst havde været nogen. "Den forbistrede flue, den bliver ved med at forfølge mig!" udbrød han, intetanende om at fluer snart ville blive deres mindste bekymring.

Stien førte dem snart langt ud i ørkenen og det blev for alvor intenst og ægte. Dette var lige hvad de havde forestillet sig, store åbne ørkensletter, store ensomme klippeformninger, enkelte buske og mange grønne kaktusser. Vejen var for længst ude af syne og stien var til tider ikke eksisterende. Det eneste der holdt dem på rette kurs var de små stenmænd andre vandrere havde bygget som vejvisere.

I starten havde hun været meget nervøs for slanger men efterhånden som tiden gik og de eneste dyr de havde set var de mange store firben opgav hun de varsomme skridt til fordel for et raskt tempo. Hun havde altid været fabelagtig til at finde vej hvorend hun befandt sig. "Dit indre kompas er uovertruffent" havde han ofte fortalt hende, og man kunne se han var stolt på hendes vegne. Desværre havde det også medfødt at han aldrig ænsede vejen når de fulgtes men blindt stolede på hendes anvisninger. De havde nu gået i over en time og hendes stedsans fortalte hende at de stadig øgede afstanden til vejen og bilen der ventede på dem der. Han havde flere gange undervejs udtrykt sin bekymring over stiens dårlige forfatning. Ofte havde de måttet bevæge sig rundt i et større område for at finde den næste stenmand der kunne lede dem videre ind i ørkenen. "Er du nu også sikker på vi er på rette vej? Tror du ikke hellere vi må vende om?" havde han spurgt hende og hun måtte stille sig selv det samme spørgsmål flere gange.

Heldigvis nåede de lidt efter et lille skilt lavet i træ hvori navnet på stien var indgraveret. Dette bekræftede at de var på rette kurs. På den anden side af skiltet splittedes stien i to, nøjagtigt som hun havde forventet. Det var her de skulle skifte til den anden sti som ville føre dem i retning af "trailhead". Desværre var navnene på de to stier ikke opgivet, men hun var ikke i tvivl "vi skal til venstre".

Tiden gik i lige så raskt et tempo som de to vandrere og stadig føltes det som at de øgede afstanden til udgangspunktet. Efterhånden begyndte situationens alvor at blive klar for de to. Der var ingen der vidste de var herude, der måtte være flere dages vandren til den nærmeste bosættelse og de havde snart ikke mere vand tilbage. "Hvad med mountain lions?" råbte han pludseligt. Det var almindeligt kendt at store rovdyr holdt til på disse egne. "Det må du ikke sige!" Hun var normalt ikke bange for at fare vild, men slanger og løver havde aldrig rigtig været hendes kop the og han burde vide bedre. "Det må du undskylde, det er bare ved at være lidt af en absurd situation det her" svarede han, altimens han med held undgik at træde på en kaktus. "Ja jeg forstår det heller ikke, vi burde være på vej i den retning nu" sagde hun og pegede i retning af solen. "Det kan nok ikke betale sig at vende om længere for jeg tror der er lige så langt tilbage" hun satte sig på en stor sten for at snøre sin sko der var gået op. Han observerede hende som hun sad der på stenen og fiflede med et vabelplaster der var ved at falde af, "så må vi bare gå til den" svarede han "skal jeg tage tasken lidt?".

Terrænet blev stadigt mere kuperet, og hvad der før havde været ørkenlandskab med enkelte ensomme klipper var gået hen og blevet rent klippelandskab. Bekymret kiggede hun op "skal vi virkelig over den der!" udtrykte hun ængsteligt. Foran dem rejste sig den første af hvad der senere skulle blive til mange klipperygge de skulle over. "Der stod ikke noget om at klatre!" råbte hun arrigt.


For hver gang de passerede en klippetop åbenbarede der sig blot en ny, og de blev konstant højere. Efterhånden måtte de ned og kravle på alle fire for at kunne passere de stejle klippevægge. Nervøsiteten steg og halvejs oppe af en særlig vanskelig klippevæg kunne han se at hendes grænse næsten var nået. Hun pressede sig ind mod klippen på det sted hvor den var stejlest, hendes arme dirrede og hun kiggede nervøst efter noget at holde i. "Hjælp mig" udbrød hun med en dirrende stemme "jeg kan ikke mere". Det lykkedes ham at kravle ned og gribe hendes hånd.

Længere oppe sad de en stund og samlede kræfter. Han trøstede hende og sagde det nok skulle gå, men deres situation var uheldig. Klipperne de netop havde besteget ville de umuligt kunne kravle ned af, det var de for stejle til og forude kunne de risikere flere og stejlere klipper. "Vi bliver nok nødt til at fortsætte" sagde han, "vi må bare satse på at vi har overstået det værste". "Det kan du sagtens sige" sagde hun oprevet og måtte blinke flere gange for ikke at fælde en tåre. Hendes hjerte bankede voldsomt og hendes arme rystede stadig en smule. I denne tilstand føltes alting langt mere uoverskueligt "Jeg kravler op og ser hvordan det ser ud på den anden side" sagde han og fortsatte mod toppen af klippen.

Hun vidste godt at hun før havde været ramt af panik og at hun snart ville genvinde modet, men lige nu var det slet ikke sjovt længere. Hvad skulle de stille op når deres sidste vand var drukket? Der var mindst 2 timers vandring tilbage af turen hvis alt gik godt og de havde kun en halv liter tilbage. De havde tidligere passeret et lille vandhul i bunden af en dyb dal, det ville de måske kunne drikke af hvis de strandede herude.

Der var helt stille heroppe imellem klipperne, her var der ingen fluer og ingen græshopper. Han var gået så nu sad hun her helt alene. Hun sad og lyttede, lyttede til sit hjertes banken som stadig pumpede voldsomt. Hvor var der en fantastisk udsigt heroppefra, klippen hun sad på var en del af en større formation som dannede en ring. Det mindede hende om hendes barndom, hvor hun havde været med sine forældre i Rom. Det var næsten som at sidde på tilskuerrækkerne inde på Colloseum. Scenen udgjordes af en lille sivdækket oase som løftede hendes humør. Det var en helt anden verden dernede, der voksede sågar enkelte løvtræer. Hvem der bare havde været hjemme lige nu, hjemme under det gamle æbletræ i sine forældres have. Hun savnede trygheden derhjemme, her var der så ensomt at hun blev bange.

Stilheden blev brudt af en fjern latter oppe fra toppen af. Det havde vist sig at klippen de nu befandt sig på var den sidste i rækken. På den anden side strakte ørkenen sig så langt øjet rakte. Han kom ned og hjalp hende på benene igen, "Nu skal det nok gå alt sammen" sagde han og kiggede hende ind i øjnene. Hun tryggede sig ind mod ham og hans omfavnelse fyldte hende med energi. "Så må vi jo hellere se at komme afsted" sagde hun beslutsomt og pegede lidt til venstre for solen, "trailhed ligger i den retning og i bilen er der masser af vand".

"Det er godt jeg har dig cowgirl" udtrykte han smilende, "Vi to udgører et godt team!". Hans ord havde kunnet løfte hende hen over selveste Rocky Mountains. Det var jo så rigtigt, sammen kunne de klare alt. Ensomheden herude i Utahs ørken føltes pludselig ubetydelig og ville aldrig kunne knække de to fremmede. Så længe de havde hinanden var tryghed og æbletræer blot en luksus. Hun gengældte hans smil og følte igen sit hjerte banke "i lige måde ranger, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig".