Solveig og jeg er hermed blevet ejere af 6 stk. fisketallerkener, hvilket for mit vedkommende er noget ganske særligt. Hele mit liv har jeg begæret disse plattevidundere som på sin vis udgør den danske havfaunas samlede værker. Disse tallerkener er efterhånden gået hen og blevet en vigtig bestanddel i et godt dansk frokostarrangement og findes i mange hjem som vaskeægte samlerobjekter. Desværre hører denne tradition sig nok ikke til den yngre generation som min egen, hvilket er en skam som der bør gøres noget ved. Personligt finder jeg i hvert fald stor skønhed i disse porcelænsskatte. Alt for mange gange på frokostbesøg hos familie og venner har smagen af misundelse overdøvet min nydelse ved en god røget laks, en varm frikadelle eller sild med kapers, løgringe og snapsehapsere. Men NU er det slut, for i søndags blev 6 pragteksemplarer skænket os af Solveigs mormor som i disse dage flytter i en mindre lejlighed. Samlingen byder på eksemplarer af gedder, regnbueørred, karper, skaller, laks og aborre (efter min bedste vurdering). Fra nu af vil min daglige spegesild smage langt mere tilfredsstillende.
mandag den 12. januar 2009
En stolt ejer præsenterer: Fisketallerkener
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar