Så blev det bænketid igen, men denne gang under langt mere alvorlige omstændigheder. Som jeg nævnte i går er jeg som vikar i Post Danmark gået hen og blevet en overflødig medarbejder. Der er tilsyneladende ikke længere så meget at lave eller også er der blevet ansat flere postbude, jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder er jeg pt. arbejdsløs i en tid jeg ellers havde prioriteret arbejde højt. I dag var jeg derfor ude at passe de pligter der nu end følger med denne lidet attraktive titel, nemlig at drikke øl på en bænk. Her kunne jeg så med min ven og kollega Daniel, som altså er lige så arbejdsløs som jeg, fundere over livet og brokke mig over samfundet.
Dagens bænk var plantet på Toftegårdsplads som i øvrigt ligger tæt ved Valby Postkontor. Dette intensiverede kun den dystre stemning idet vi herfra kunne observere de travle postbude når de cyklede forbi efter dagens dont omkring fyraftenstid.
Selve bænkningen forløb ellers uden særlige bemærkninger. Toftegårdsplads er en smule for stor til at byde på en synderlig intens stemning, på den anden side kan man her få lov at bænke den relativt anonymt. Hvis ikke det havde været for duerne som i hobetal opholdte sig på pladsen havde der ikke været meget liv. Tilgengæld virker de få personer der er her ganske imødekommende og muntre.
Jeg vil derfor kort og godt runde en kold, men tiltrængt bænkning på Toftegårdsplads af med et 5 tal (5/10).
torsdag den 22. januar 2009
Bænk nr. 5 - Toftegårdsplads
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar