Halvmaraton

Er netop hjemvendt fra et halvmaraton som Solveig og jeg længe har set frem til. Solveig har over en længere periode trænet sig op til netop denne begivenhed alt imens jeg selv har tænkt på at gøre det samme. I går erkendte jeg at træning måtte være for sent og at løbet måtte klares på "gefühlen". Uff det var ikke en rar oplevelse. Jeg har altid anset et halv/hel-maraton som noget enhver kunne overkomme (man kan jo bare gå når man bliver træt), men jeg må erkende at når man som uerfaren løber kaster sig ud i den slags bliver kroppen virkelig sat på prøve. Jeg synes det var hårdt for fødder (vabler), ankler, knæ og hofte, så selvom jeg nok havde haft energi til at gennemføre noget hurtigere (tiden forbliver en hemmelighed) sagde min krop stop. Normalt løber jeg ca. 5 minutter hurtigere end Solveig på en 7-9 kilometers distance, men den noget længere distance formindskede denne føring til lidt af en gyser. Jeg løb over målstregen ca. 1 minut før Sol, og kan nok kun takke min stolthed og viljestyrke for at denne tidsmargin ikke endte i det negative. Det skal siges at Solveig løb et rigtigt flot løb, men god form det er jeg altså ikke i. Det var sandelig godt at distancen ikke var længere!

Som idrætsstuderende kunne man måske nok forvente noget mere af mig, men langdistanceløb har bare aldrig sagt mig noget. Faktisk er jeg ligefrem imod løb som f.eks. maraton, hvorfor kaste sig ud i noget kroppen ikke har godt af? 42 kilometer er ikke sundt for dig, de skader turen forvolder på dine led og muskler overstiger de helbredsmæssige fordele der er ved løb og motion som helhed. Ja ja jeg snakker.. Flot løbet Solveig og nej det gider jeg ikke igen! :)