fredag den 6. juni 2008

Bænk nr. 4 - FRB. Have


Bænkning i sommerheden

Da jeg ankom til runddelen fik jeg mig noget af en overraskelse da hele pladsen var totalt proppet og i øvrigt spærret af. Tilsyneladende var der et stort marked på netop den dag hvor jeg havde bestemt mig for at bænke den. Spørgsmål som "vil der mon være en lille ledig bænk til mig", "kommer jeg til at drikke mine øl stående?", "kan jeg overhovedet komme ind!" plagede mine tanker. Markedet der viste sig at hedde "mit hjem er mit slot" var heldigvis afgrænset til pladsen foran hovedingangen samt til haveselskabet der ligger lige ved siden af. Derfor kunne jeg med glæde lidt senere konstatere at der fandtes mere end 1 en lille ledig bænk til mig inde i selve Frb. Have.

Varmen
Man hvor var det varmt! Solen bagede fra en skyfri himmel og bænken var gloende hed. Vind var der heller ikke noget af så selvom jeg hurtigt fik vænnet mig til at blive stegt i bagen var det en udfordring ikke at søge ly i skyggen. Heldigvis var mine øl kolde så i dem fandt jeg trøst. Inden længe var jeg meget mere tilfreds med situationen, øllen gjorde mig kold og solen gjorde mig glad (jeg tror det var solen).

Man keder sig ikke i Frb. Have, der er hele tiden mange mennesker og i sådan et vejr som det var i går er alle glade. Familier med picnickurve, folk med strandspil og frysebokse fyldt med øl, festglade mennesker der varmer op på plænen, pensionister der nyder en god bog i solskinnet, løbere, piger i bikini, børn med isvafler og øldrikkende bænkanmeldere er klassiske eksempler.



Dette er ikke stedet man søger hen hvis man ønsker at drikke sin øl i fred og ro. Dog slipper man her for biler og støj og trods de mange mennesker følte jeg mig nu meget afslappet. Jeg fik her lov at observere den danske sommer når den er bedst, studere hvordan hr. og fru Danmark valfarter til de grønne oaser så snart tider er for det. Det er så rart at se hvordan vi danskere vågner op når varmen kommer til landet. Vi sover os igennem det meste af vinteren, men så snart solen titter frem så er vi altså også PÅ! Derfor er sommer-danmark også et af de bedste og mest livlige steder man kan befinde sig på denne årstid efter min mening. Man burde faktisk bo i udlandet det meste af året og så komme hjem maj-september..

Jeg må hellere få afsluttet denne tankestrøm inden den løber af sporet.
Bænkningen i Frb. Have var en god oplevelse.
Karakter: 8 (ud af 10)



ps. jeg var så heldig at få besøg af Morten og hans kæreste Nikoline, det er altid rart at bænke den i godt selskab. Mere af den slags ja tak.

Ingen kommentarer: