mandag den 17. december 2007

Postmand Ronni

I regn og slud skal posten ud!
Så slemt blev det heldigvis ikke, da jeg i dag for første gang skulle slippe min indre postmand løs.
Som bekendt er jeg glad for vikarjobs, det der med at binde sig til et arbejde og dermed afskære sig fra muligheden for at holde fri når det passer, tiltaler mig ikke rigtigt. Desuden giver vikarjobs også en uovertruffen mulighed, for at prøve en masse forskelligt. Derfor er det ikke mindre end det 4. vikarbureau, jeg nu har engageret mig i. Bureauet er Moment, som har en speciel aftale med Post Danmark.
Da jeg stod op i morges, frygtede jeg det værste, og klædte mig derfor godt på til opgaven: lange uldunderbukser, filtundertrøje, t-shirt, trøje, bukser, jakke, hue, vanter og halstørklæde. Der skulle ikke mangle noget, men det forblev tørt hele dagen, og som jeg i mit sidste indslag nævnte er det slet ikke så koldt i København, så jeg svedte big time, mens jeg oksede op og ned af trapper hele dagen!
Men alt i alt var det en ganske god oplevelse. Da jeg mødte kl. 9.00 på Valby postcenter, fik jeg en travl og dynamisk arbejdsplads at se. Brevene fløj i luften, men folk var flinke og smilende. Jeg fik tildelt en tæt pakket arbejdshest, som virkede ualmindelig tung at danse med. Men efterhånden som jeg fik lært den lidt at kende, faldt den til ro og gjorde mere eller mindre som der blev sagt.


Et andet succeskriterie var, at jeg ikke en eneste gang blev jagtet af hverken hunde eller lasagnespisende katte.

Det eneste minus var de mange reklamer! Der er jo ingen der bliver glade for reklamer og hvad sjov har man så som postmand? Det er langt sjovere at uddele julekort samt små bløde brevpakker, som folk har gået og glædet sig til.

Ingen kommentarer: