mandag den 24. december 2007

PÅ JAGT

Det er i dag d. 24. december og jeg er netop hjemvendt fra jagt.


"På jagt efter hvad om man må være så fri"?

"En ganske bestemt følelse".

"det lyder sært.."

"Det er det skam også".


Projekt nummer 2:
Den sære følelse
d. 24. dec.

Jeg tænker ofte tilbage på en nytårsaften for mange år siden, den gang jeg kun selv var en lille purk, hvor jeg formentlig for måske første gang mærkede denne sælsomme følelse. Klokken har vel sagtens været omkring 1.00 og det var tidspunktet, hvor jeg fandt mig selv mutters alene på vejen foran vores hus. Det skal siges at vores hus ligger på en mindre afsidesliggende vej, i et lille fiskerleje kaldet Snogebæk, hvis man befinder sig her alene kl. 1 om natten, er man i sandhed alene. Her er det mørkt, og som regel meget stille, dette var også tilfældet denne nat bortset fra nytårsbulderet længere borte, som mindede en om hvor særlig og festlig en nat det var. Jeg var blevet ude for at fyre resten af mine enorme mængder af nytårskrudt af, da de andre var gået ind for at fortsætte festen efter 24-braget. Til start havde min begejstring for fyrværkeriet afholdt mig fra at lægge mærke til, hvor ensomt jeg egentlig befandt mig herude i mørket. Men pludselig slog det mig "hvad laver jeg egentlig herude alene på denne fantastiske aften"?? Det slog mig også hvor stille og mørkt der var omkring mig. Lydene fra de fjerne raketter skar igennem denne tykke ensomhed, og virkede egentlig bare forstyrrende på denne fredelige natur, som virkede helt uberørt af situationen. Selvfølgelig havde naturen ikke forstået, at det var nytårsaften, og at det var en helt særlig begivenhed! Det var indlysende, men alligevel satte denne erkendelse et helt nyt perspektiv på, hvad jeg før havde anset som en selvfølge. I min verden var der noget magisk over denne aften, og tanken om at det hele var menneskeskabt virkede overvældende. Jeg husker tydeligt at jeg for en tid stod der og observerede et insekt flakke omkring i skæret fra den nærmeste lygtepæl. Ensom fløj den der i sin egen lille verden, som ikke bestod af andet end en enkelt lille lyskegle. En tilfældig lygtepæl, et tilfældigt sted i verden! For mig havde ensomheden forekommet meget fjern på denne festlige aften, men nu slog den mig hårdt. Tankerne fløj igennem hovedet på mig. Hvor var jeg? var jeg det rigtige sted? Det skræmte mig når jeg tænkte over hvor få steder jeg egentlig ønskede at være på denne aften. Et sted med mennesker, et sted med fest og et sted hvor jeg kunne udleve fantasien om at der virkelig VAR noget magisk over denne aften. Jeg ønskede i hvert fald ikke at stå her i lyset af en tilfældig lygtepæl et tilfældigt sted i verden som jeg gjorde nu. Jeg stod altså her og mærkede for første gang denne underlige følelse, som fyldte hele min brystkasse og satte sig som en klump i halsen.
Naturligvis skyndte jeg mig derfor straks at løbe ind i varmen, til alle de glade mennesker med bordbomber, serpentinere, sjove hatte og champagne. Jo her oplevede jeg magien igen, men den fik mig aldrig til at glemme ensomheden der skjuler sig i krogene.
Siden har jeg ofte følt mig draget af denne ganske særlige følelse af ikke at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Selvfølgelig ynder man da til daglig at flygte fra ensomheden, men til tider kan det være meget spændende at forvilde sig dybt ind i dens mørke indre.
Det er en følelse man altid kan opsøge, men lettest er det at finde den på dage som i dag; juleaftensdag. Her er man så dybt begravet i minder, forventninger, traditioner og komplekse følelser at man ikke skal bevæge sig ret langt før man føler den så langt inde på livet at man næsten bliver svimmel.
Det er dagen man forbinder med duften af juleand og søde sager, dagen hvor børnene hviner rundt i huset fordi de snart skal have deres gaver, dagen hvor familien er samlet, hvor juletræet står i al sin glans og venter på dets helt store aften. Associationer såsom: kærlighed, varme, glæde og sammenhold falder mig på sinde, kort sagt modsætninger til ensomhed.
I dag ville jeg prøve at opsøge denne følelse og jeg ville gøre det fuldt ud, så jeg tog på et lille eventyr. Jeg lånte mine forældres bil, og kørte ud til forskellige ensomme kroge på øen.

Her var hvad jeg så i billeder d. 24. december 2007 mellem kl. 11 og 13, måske de kan vække nogle følelser i dig?


Første stop var Hundsemyre vores nærliggende mose






Jeg har ofte tænkt på hvad der sker midt ude på en mark, så jeg vadede langt ud på lars tyndskids jord og som man ser på billedet herunder sker der som ventet ingen ting.


Næste stop var min gamle folkeskole som ligger ude in the middle of nowhere. Dette er et sted man bestemt ikke ønsker at opholde sig på juleaftensdag.





Derefter besøgte jeg Bodilsker jagthytte midt i Bodilsker plantage. Et sted man bare ikke kommer juleaften!
Under det ses et billede jeg tog langt inde i en skov samt et billede af et lille skur der bare stod der midt ude på landet!

Her ses et par billeder af hotel Balka Søbad som sprudler af liv i sommermånederne, i vintermånederne står det tomt.

Til slut et billede af en campingplads som den ser ud juleaftensdag.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ganske go beskrivelse af den følelser vi alle kender! Hvorfor var jeg ikke med på den tur juleaftensdag?? Men det ville jo ikke havde været det samme, for man SKAL være alene!

Anonym sagde ...

Vi må jo lave nogle aftaler om at tage alene ud sammen.. Evt skal vi aftale på forhånd hvor vi tager hen for ikke at støde på hinanden.. Fede billeder :-)